Producentansvar

Producentansvar: PPWR træder i kraft 12. august 2026

PPWR (Forordningen om emballage og emballageaffald) træder i kraft 12. august 2026 og medfører nye krav til dokumentation, sporbarhed og placering af producentansvar for emballage.

1. Dokumentationskrav og overensstemmelseserklæring

Alle emballager skal kunne henføres til en overensstemmelseserklæring, der dokumenterer producentoplysninger, emballagekomponenter, overholdte standarder, indhold af problematiske stoffer samt emballagens genanvendelses- og genbrugsegenskaber. 

2. Krav om entydig identifikation

Alle emballager skal kunne identificeres entydigt via et identifikationsnummer. DTE anvender ISPM15-numre som identifikationsnumre, da disse angiver produktionsstedet i DTE. Sammenholdt med faktura og følgeseddel kan numrene entydigt identificere emballagen.

3. Teknisk dokumentation

Teknisk dokumentation for hver emballagetype, herunder materiale- og komponentspecifikationer, fremsendes på anmodning. Emballagetegninger og -beskrivelser fremsendes, såfremt det er påkrævet.

4. Ændret placering af producentansvaret

Producentansvaret placeres fremover hos den virksomhed, der har haft afgørende indflydelse på emballagens design. DTE har derfor alene producentansvaret for EUR-paller, DS ½-paller og pallerammer uden mærke. Eftersom alle øvrige emballager fremstilles på kundens specifikation og anmodning, har kunden producentansvaret for disse.

Har du spørgsmål til PPWR og hvad ændringerne medfører for dig, er du velkommen til at tage fat i din sædvanlige kontaktperson hos DTE.

Eller lad os ringe dig op inden for 3 timer. Alternativt, find din lokale afdeling her.